Hobby'er - WEHLES UNIVERS

Gå til indhold

Hoved menu:

Hobby'er

Om mig
COMPUTER & IT
Jeg er fascineret af computerens og internettets muligheder. Jeg indrømmer gerne, at unge mennesker er noget skrappere på tasterne end jeg selv. På den anden side, har de også mere brug for det i forbindelse med uddannelse og jobs.  
Hver eneste dag oplever jeg, at PC’en kan noget nyt. Derudover får jeg også mange nyttige fif gennem et computertidsskrift.  
Så når nye tiltag på ‘dyret’ lykkes for mig, er min dag reddet! Og det sker heldigvis ofte.
Går PC’en fuldstændig ‘i banjo’, ringer jeg til min meget god ven
Per Rasmussen, som er superspecialist på slige apparaturer.
Endnu er det ikke lykkedes mig at fremtrylle et problem, som han ikke har kunnet løse!

Og jeg lærer noget nyt hver gang …. !

BØGER
Alle mine børn og jeg er bidt af en ‘gal bogorm’. Vi læser rigtigt mange bøger! Personligt har jeg samlet på bøger i hele mit liv.  Der er noget varmt og trygt over en stor fyldt bogreol!
Jeg holder meget af at læse (selv)biografier af og om kendte personligheder. Her kan man ofte få revideret sine forudindtagede opfattelser og vurderinger af dygtige mennesker som Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Susse Wold, Ove Sprogøe, Oberst Lars R. Møller m. fl.
Af udenlandske forfattere kan jeg nævne
Wilbur Smith, John Grisham, David Baldacci, Robert Ludlum,  Dan Brown og Stieg Larsson med ‘Millenium-trilogien’.  
Af nyere forfattere, som virkelig har
imponeret mig, kan jeg nævne Jens Henrik Jensen med ’OXEN’- trilogien), Michael Katz Krefeld med ’Ravn-serien’ og Jesper Stein med ’Alex Steen’-serien. Af andre danske forfattere, holder jeg også meget af Jane Aamund’s slægtsromaner, Jørn Riel’s grønlandske krøniker, Hans Scherfig, Sarah Blædel, - og ikke mindst Anna Grue, hvis bøger i den grad fanger mig (Den skaldede detektiv og Italiensvej)!
 Og så er der jo bestemt også Jussi Adler-Olsen’s fantastiske bøger, som fascinerer mig. Specielt dem om Afdeling Q med Carl Mørk og hans hjælper Assad! Jeg glæder mig altid til at de nye romaner kommer!  
Og jeg må heller ikke glemme det danske forfatterægtepar Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg, som skriver om psykologen og profileringseksperten Katrine Wraa og hendes ‘politimakker’ Jens Høghs kamp mod snedige forbrydere.
Jeg kan også rigtig godt li’
Hammer-søskende-parret’s romaner, som bestemt er meget læseværdige!

TV & FILM
Jeg elsker at se TV.  Min viden holder jeg opdateret ved hjælp af nyheder, politiske debatter, tekniske udsendelser, gode film, enkelte gode serier samt udsendelser om interessante personligheder og store begivenheder i verden. Man opnår en god paratviden, når man ser TV!
Enkelte sports- og underholdningsudsendelser kan i sjældne tilfælde også fange min interesse.

Gennem tiderne har jeg samtidig fået indkøbt en rimelig god samling af eksorbitant gode og velproducerede DVD OG Blu-Ray film, som jeg holder meget af et gense ved passende lejligheder.

Min kæreste Inge og jeg går dog også gerne i biografen og ser en ny god film!  Eller til koncerter og lignende, - og her tænker jeg bestemt ikke på heavy rock!

MOTION
Motion har de seneste mange år ikke stået særligt højt på min prioriteringsliste! Det er et fænomen, jeg har afprøvet.  Min ryg og ben kan desværre ikke så meget mere. Og så hjælper det ikke meget, at ’sjælen muligvis er redebon’ !

Jeg har dog stadig kondition nok til - uden stort besvær - af og til at gå ud og sidde på vores dejlige altan og nyde livet.
'Gourmand’ og ’vinnyder’ i små doser passer nok godt på mig!  Men derfor kan man vel nok være et helt, godt og ikke mindst velfungerende menneske!


Tilbage til indhold | Retur til hoved menu