'Blot så man ikke helt misforstår mig ... !' - WEHLES UNIVERS

Gå til indhold

Hoved menu:

'Blot så man ikke helt misforstår mig ... !'

Om mig

Blot så man ikke helt misforstår mig ... !



Fra at gå fra
ham her ...



... og til
ham her

... er der gået mere end et halvt århundrede med mange livserfaringer, en hel del vellevned, - og ikke mindst en del medicin.
Men en velformuleret artikel i et dagblad fortæller meget godt, hvordan jeg alligevel har det med det!

POLITIKEN Bagsiden  20. Sep. 2016
Af OLE RASMUSSEN, Journalist

Vi fede
kan også
blive vrede!

Og tykmandsvittigheder kan blive for meget af det gode. Alligevel lader det til at være i orden at kommentere runde mænds maver.
Okay, jeg har en stor kuffert.
Ikke sådan en med hjul under, som man kan pakke sit tøj ned i, når man skal ud at rejse, men en stor mave.
Jeg er ikke specielt stolt af min store kuffert, og jeg er decideret utilfreds med, at den er vokset yderligere, efter at jeg holdt op med at ryge.
Men det er den altså, og jeg får sjældent lejlighed til helt at glemme det. Folk er nemlig utrolig flinke til at gøre mig opmærksom på min tilstand.

Sjove kolleger kan for eksempel finde på at spørge, om jeg venter en dreng eller en pige, og hvornår jeg har tænkt mig at gå på barsel. Elegante spøgefugle opfordrer mig til at sidde midtskibs på sejlture, så færgen eller turbåden ikke kæntrer. Og i buffetsituationer er jeg flere gange stødt på bekendte med en særlig højt udviklet sans for humor, der med lige så høj stemmeføring konstaterer:
»Du er vist gået flere gange allerede!«.
Det er jo fantastisk morsomt alt sammen, i hvert fald de første 100 gange, og jeg prøver virkelig at tage de joviale bemærkninger om min størrelse som en (tyk) mand.

Hvis nogen udsatte en overvægtig kvinde for samme form for munterhed, ville de næppe slippe godt fra det. I stedet for smil og kluklatter ville omgivelserne sandsynligvis reagere med pinlig tavshed, og den tykke dame ville blive dybt ulykkelig. Men tykke mænd formodes åbenbart at være mere mentalt robuste, og det må vi jo så bare prøve at leve op til.

En gang imellem kan det dog blive for meget af det sjove. Det oplevede jeg for nylig, da jeg tre gange med korte mellemrum mødte den samme sjove bekendte i det motionscenter, hvor jeg kommer af og til. Selv om jeg sveder så meget, at de helt sikkert betaler forhøjet vandafledningsafgift for at have mig gående, træner jeg ikke nok til at tabe mig af det. Men den pågældende bekendte mente tydeligvis at have gennemskuet formålet med mine anstrengelser:
»Kommer du også her? Nå ja, selvfølgelig«, sagde han og pegede sigende på min kuffert, som var meget fremtrædende i den gennemblødte t-shirt.
Ugen efter var han på vej ud af motionscentret, da jeg ankom, og efter udveksling af ikke-vægtrelaterede munterheder, ønskede han mig god træning og sagde:
»Gå du nu ind og tab nogle af alle de kilo!«
.
Ugen efter igen kom den muntre fyr hen til mig, imens jeg var i gang med en hæsblæsende slutspurt på crosstræneren – et apparat, hvor man både skal løbe og hive i nogle håndtag samtidig. Den skægge mand lod som om, han studerede maskinens elektroniske display indgående:
»Der står: Kun én ad gangen!«, sagde han og grinede af den årtusindgamle vittighed.

I næste øjeblik var min pegefinger så tæt på hans næse, at han pludselig virkede helt skeløjet.
»IN-GEN TYK-MANDS-VITTIG-HEDER I MO-TIONS-CEN-TRET!«, stønnede jeg, og jeg må have set ret truende ud, for den sjove mand trak sig baglæns tilbage imens han mumlede noget om, at sådan var det jo heller ikke ment.
Så fik jeg lige luft, og nu er jeg klar til at lægge mave til nye morsomheder.
Eller måske snarere de samme gamle.




Tilbage til indhold | Retur til hoved menu